Disse kandidater stiller op til forbrugervalget.
Andreas Rytter
Jeg hedder Andreas Rytter, er 39, og bor i Rebild med min hustru og vores 4 børn. Jeg er uddannet gymnasielærer i samfundsfag, historie og dansk. Og jeg vil gerne være med til at sikre, at mine børn i fremtiden er garanteret rent vand, og at den spildevandshåndtering vi laver i Rebild kommune er i verdensklasse, så vi nu og i fremtiden trygt kan overlade et kvalitetsselskab til de næste generationer.
Dette kommer til at stille høje krav til vores drikkevandsboringer og til dem som vil som bruger jorden, de er under.
I en kommune hvor vi har meget nybyggeri, er det vigtigt, at vi i fremtiden stiller rimelige krav til afledningen af regn og spildevand, så mine børn og dine børn og alle andres børn ikke belastes af de afledninger, som bliver lavet i fremtiden. Derfor går jeg ind for, at vi tænker på kvalitetsløsninger i afledningen og stiller høje krav til bygherren, så vores forsyning er gearet til fremtidens vind, vejr og regn.
Jeg vil altid foretrække de langsigtede interesser i forhold til borgernes forsyningssikkerhed, frem for virksomheders kortsigtede egeninteresser.
Christian Schmidt
Mit navn er Christian Schmidt, og jeg stiller op som forbrugervalgt repræsentant, fordi jeg ønsker at styrke forbrugernes stemme i udviklingen af Rebild Vands fremtidige strategier og planer.
Med mere end 30 års erfaring som miljø- og forsyningsingeniør – både som leder og rådgiver – har jeg opnået en dyb indsigt i løsninger inden for miljø, vand og spildevand. Jeg har især arbejdet med samspillet mellem forsyningsselskaber og kommunale aktører, hvilket har givet mig et solidt grundlag for at forstå og bidrage til bæredygtige og langsigtede beslutninger.
Jeg mener, at fremtidens løsninger skal skabes i tæt samarbejde mellem alle aktører – herunder forbrugere, forsyninger og myndigheder. Derfor vil jeg arbejde for mere dialog, gennemsigtighed og inddragelse i de beslutninger, der påvirker os alle.
Jeg bor i Skørping og er far til tre børn. Til daglig arbejder jeg som seniorprojektleder hos Verdo i Randers.
Tak fordi du overvejer at give mig din stemme.
Jesper Frisgaard Pedersen
Som forbrugervalgt repræsentant i Rebild Vand & Spildevand A/S gennem 3 perioder, herunder de seneste 4 år som næstformand føler jeg virkelig et stærkt ansvar den virksomhed, der primært håndterer vores alle sammens spildevand.
Det er helt centralt for mig, at denne håndtering sker på den for miljøet mest skånsomme måde, uanset om det så sker via vores søstervirksomheder i Aalborg eller Mariager Fjord kommune.
Jeg er naturligvis optaget af, at håndteringen sker på en økonomisk forsvarlig måde - i sidste ende er der kun os forbrugere til at betale regningen og forbrugernes penge skal man behandle med respekt og ordentlighed. Sådan er jeg opdraget og sådan vil jeg agere.
Virksomheden Rebild Vand & Spildevand A/S er ejet af Rebild Kommune, men er naturligvis en selvstændig enhed. Via vores samarbejde med Rebild Kommune har vi adgang til at påvirke planlægningen til gavn for os alle.
Jeg ved om nogen, at der er generende når der skal graves i vores veje eller der skal laves kloakker i de mindre bysamfund, men tro mig det sker ikke for at genere borgerne - altså dig og mig. Det sker derimod for, at vi kan skabe den mest bæredygtige infrastruktur omkring vores kloaker.
Eksempelvis gør det en kæmpe forskel om vores regnvand skal pumpes til Aalborg eller Mariagerfjord for at blive renset i et rensningsanlæg eller om den samme rene regnvand stille og roligt kan udledes til vores åer og vandløb uden en meromkostning i form af rensning. Derfor er seperat kloakering vigtigt for os alle - også selvom det er dyrt og generende for den enkelte.
Tror du på, at jeg er den rigtige til at varetage forbrugernes interesse via en bestyrelsespost i Rebild Vand & Spildevand A/S skal du stemme på mig til det forestående forbrugervalg.
På forhånd tak for din stemme.
Lene Schmidt Aalestrup
Jeg sidder i dag som Formand for Rebild Forsyning og vil gerne forsætte dette arbejde med den erfaring jeg har med heri. Jeg har tidligere siddet i Bestyrelsen i HEF og Eniig, hvor jeg har brugt denne viden ind i bestyrelsen i Rebild Forsyning og ligeledes min indsigt i Rebild Kommune med 20 år i Byrådet. Jeg håber meget på jeres opbakning, så jeg kan forsætte mit arbejde og det "Know How" jeg har på området.
Det er vigtigt at der forsat er et tæt samspil mellem Rebild Kommune og Rebild Forsyning, så vi sikrer kommunens og borgernes penge bliver brugt bedst muligt og i en vækst kommune, hvor udviklingen går stærkt er der vigtigt at få lavet helhedsplaner, hvor dette er indtænkt fra start og alle er med i processen uanset om det er i vores Lokale Udviklingsplaner, nye udstykninger eller renovering og ændringer i eksisterende områder.
Vores overflade vand og spildevand kræver megen fokus med klimaforandringerne og derudover ønsker jeg et tættere samarbejde med forsyningsområderne på tværs, så vi fremtidssikre, skaber synergi og udnytter hinandens kompetencer samt de mange muligheder der sammen gør os endnu bedre i en mindre kommune som Rebild, hvor samarbejdet med andre nordjyske kommuner ligeledes er vigtigt, både i vandsamarbejdet DANVA og indenfor spildevandsområdet, med vores gode, tillidsfulde og tætte himmerlandske samarbejde.
Jeg vil gerne forsætte mit gode samarbejde og det "Know How" jeg kan bringe med ind i det bestyrelsesarbejde og de opgaver det ligger foran os, hvor det også er vigtigt at have en langsitet plan og et fokus der forsat skaber en god og stabil daglig drift med dygtige medarbejdere, som vi har i dag, der sikrer at Rebild Forsyning har det rette fokus på de mange vigtige opgaver på området.
Jeg brænder for at forsætte bestyrelsesarbejdet i Rebild Forsyning, med den erfaring jeg har med herind i. En stemme på mig, er en stemmer der arbejde stabilt og seriøst med fokus på opgaverne indenfor området og i et vigtigt tillidsfuld samarbejde.
Michael Sølgaard
Jeg har en baggrund som ingeniør og med ca. 20 års erfaring inden for rådgiverbranchen. Jeg har stor erhvervsmæssig erfaring inden for flere forskellige sektorer af forsyningssektoren, men specielt inden for drikke- og spildevandsforsyning. Her har jeg i de senere år fokuseret særligt på bæredygtighed i forbindelse med den grønne omstilling og ikke mindst sikkerhed i forhold til det øgede trusselsniveau.
Herudover har jeg flere års erfaring med bestyrelsesarbejde, hvor jeg er bestyrelsesformand i Guldbæk Vandværk og Vandsamarbejdet i Rebild Kommune. Arbejdet i Vandsamarbejdet i Rebild Kommune har fokuseret på grundvandsbeskyttelsen for flertallet af de almene vandværker i Rebild Kommune (Almene vandværker er ejet af forbrugerne i de enkelte byer). Dette arbejde er blandt andet gennemført i samarbejde med Rebild Forsyning. Ligeledes er der nu fokus på den fremtidige planlægning af vandforsyningen i Rebild kommune, således forbrugerne på sigt vil opleve en forbedret og robust vandforsyning. Med en bestyrelsespost i Rebild Forsyning vil jeg have særligt fokus på, hvordan samarbejdet mellem de almene vandværker og Rebild Forsyning, vil kunne styrkes yderligere.
Jeg har yderligere bestyrelseserfaring fra henholdsvis NIRAS Gruppen (ca. 3.000 medarbejdere) og NIRAS Fonden, hvor jeg har erfaring med strategisk udvikling, risikostyring og innovation i en kompleks organisation. Dette er erfaring jeg vil kunne bidrage med i et bestyrelsesarbejde i Rebild Forsyning.
Mit fokus i bestyrelsen i Rebild Forsyning vil være på den forestående planlægning af en bæredygtig drikke- og spildevandsforsyning, hvor forsynings- og beredskabssikkerhed vægtes meget højt.